Bogen er til pædagoger, og andet pædagogisk personale, herunder studerende og evt. de der læser diplom/overbygningsuddannelser, målrettet mod dem der arbejder med børns psykologiske udvikling fra 1-3 år. Der er mange teoretiske referencer, så niveauet er relativt højt flere steder.
Søbjerg Knudsen er kandidat i pædagogisk psykologi. Bogen handler om børns legetøj og arrangeringen af dette og betydningen for barnets psykologiske udvikling. Bag bogen er et omfattende casemateriale af video og deltagerobservationer. Analyserne tyder på, at der både er forskel på børnenes måde at lege med legetøj på, og i hvilken grad børnene lader sig inspirere til at anvende det, afhængigt af om legetøjet er arrangeret eller ej. Bogen gennemgår, hvordan man kan bruge de psykologiske teorier til at forstå børnenes leg. Bogen indeholder også et kapitel om, hvordan man kan arrangere børns legetøj med en god praktisk anvisning og billeder. Søbjerg Knudsen mener, at vi i Danmark bør skele lidt mere til USA, hvor daginstitutionerne har særligt fokus på at inddrage legetøj i den pædagogiske praksis og derved støtter barnets udvikling.
Der er ikke en specifik bog om samme emne. Litteraturlisten bærer præg af mange teoretikere af både ældre og nyere karakter, bl.a. Vygotsky, Heidegger, Piaget m.fl.
En interessant bog og et oplagt emne for pædagoger at arbejde med. Til dele af bogen skal man dog have lyst til og forståelse for de teoretiske referencerammer, da en del af det i min optik er "specialesprog".