Skolebibliotekets gådebøger er altid udlånt. Man har indtryk af, at interessen for gåder går i bølger: i en klasse fortæller de vitser og gåder for hinanden nonstop i et par uger, i denne periode vil alle i klassen låne en gådebog. Så går bølgen videre til en ny klasse. Denne udgivelse, som kan sammenlignes med forfatterens egen Hvordan kysser vampyrer hinanden? og 500 andre gåder for børn eller K. Kjærs Spøgelsesvitser og gåder, begge fra 2000, dækker derved et behov hos målgruppen. Gåderne handler ikke kun om vampyrer, mange temaer er repræsenteret. Ole Ficks omslagsillustration er farverig, fantasifuld og gakket, ligesom bogens øvrige sort/hvide illustrationer, der tilføjer teksten en ekstra skør dimension. Teksten er let at læse og sat med en stor og tydelig skrift. Bogen er opdelt i afsnit a 10 gåder, dernæst følger de 10 svar. Afsnittene er ikke tema-opdelte, dog indeholder enkelte sider gåder af samme type, fx dronningegåder eller dyregåder. Gåderne er alle brygget på de kendte formler, men er friske og skal nok få smilene frem hos unge og lidt ældre elever. Som en elev i 7. kl. sagde efter at have læst bogen: "De er måske platte, men jeg kan ikke lade være med at grine." Til fritidsbrug eller evt. lejrskole/ekskursioner, 3.-7. klasse.