Det ulmer, flammer op og til sidst falder asken roligt og rensende ned i dette 6. og afsluttende bind i Danmarkskrøniken om slægten fra Køge, som vi har lært at kende på godt og ondt. En vemodig, men stærk afslutning for seriens mange læsere. Har du den endnu til gode, skal du starte med Ulven.
Familie- og danmarkskrønikens sidste bind foregår i de turbulente "fattig-firsere" under Schlüter-regeringen i perioden 1982 til 1988 og har især fokus på Leonora. Hendes kunstneriske arbejde, ægteskabet, de to døtre Maria og Karen-Margrethe, samt ikke mindst forholdet til hendes mor Lilly og bror Henry er omdrejningspunktet. Forholdet til netop disse sidste har altid været problematisk og kompliceret, og noget - det endelige opgør - ulmer inde i Leonora. Tør hun den store konfrontation, med tanke på de omkostninger det vil få for næste generation.
Mere end 1400 læseværdige sider om tre generationer er det blevet til. Original fortællestil, autentisk tidsbillede og et galleri af fascinerende og udfordrende personer har fastholdt interessen hos læserne, som støt og roligt er vokset i omfang. Guldager binder i dette afsluttende bind de fineste sløjfer på den samlede fortælling, ligesom hun åbner for små kig ind i den fremtid, vi dog ikke kommer til at læse mere om.
En moderne familieroman der tager arven op fra Christian Kampmanns serie om familien Gregersen og henvender sig til læsere af fx Hanne Richardt Beck, Lars Frost og Iben Mondrup.