Først kom biografien om Valdemar Rørdam, som lod sig indfange af nazismen, og faldt fra at være nationens hofpoet til at være forhånet og negliseret. Harald Bergstedt havde ikke samme stjernestatus, men led samme skæbne da han i 1942 meldte sig ind i nazistpartiet. Harald Bergstedt, hvem er nu det. "Jeg ved en lærkerede", "Solen er så rød mor", "Hør den lille stær", så dæmrer der et eller andet, for det er for sine børnesange og sine digte han bliver husket, ikke for de utallige skuespil han skrev. Han var socialdemokrat, skrev bl.a. i Social-Demokraten, var et meget aktivt medlem af afholdsbevægelsen, var en forsvarer for de små i samfundet, men også en kantet person, som gik sine egne vegne, og anså forholdene i Hitlers Tyskland som udmærkede, helt i samarbejdspolitikkens ånd, skrev om det, røg uklar med partiet, og skiftede til nazistpartiet, og blev skribent i Fædrelandet. Denne skæbne afdækker Ida Nilsson i denne glimrende biografi, som ikke alene giver et dækkende billede af Bergstedt og hans omtumlede tilværelse, men også giver et billede af det kulturelle liv i Danmark fra 1900 frem til 1945. Bergstedt blev dømt for landsforræderi efter krigen, døde i 1965, glemt og borte.