Stykkerne kan spilles af amatørgrupper og vil nok gøre sig på mere avancerede amatørscener.
Teksterne er skrevet på bestilling til Aalborg Teater, som ønskede tre enaktere, der behandler Julen alvorligt, gerne samfundskritisk. De er skrevet af tre studerende på dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater. I Niclas Ashkans Kurs følger vi en pengeseddels vandring i nogle decemberdage fra indsamler, over behandler, skilsmissefamilie og misbrugere for til slut at ende i en indsamlingsbøsse. I Simone Isabel Nørgaards I et andet lys befinder vi os i et fængsel. Her følger vi Fangens juleforberedelser. Her er måske tale om et spil med en kristen forløsning, idet det slutter med at Fangen får tilgivelse af Fængselspræsten, hvis hoved han ellers har dyppet i kogende klejnefedt. Henrik Szklanys Og nisserne er bygget over en legende om Eva, der var i færd med at vaske sine børn, da Gud kom på besøg. De vaskede børn blev præsenteret for Gud og blev velsignede. De børn, hun ikke havde nået at vaske, blev gemt af vejen. De blev glemt og forvandledes efterhånden til trolde, højfolk og nisser. I skuespillet møder vi tre af samfundets "glemte børn" en juleaften, hvor intet vil lykkes for dem trods deres intentioner om netop denne aften at rette op på nogle forhold. Spillet slutter ved bredden af Limfjorden, der måske her optræder som floden Styx.
Gælden til dramatikere som Jokum Rohde og Christian Lollike er helt klar.
Det er ikke juleidyl; men det er gode, tankevækkende tekster.