En dvd til dem, som i forvejen kender til de fem tibetanere, og til dem, som har lyst til at lære disse øvelser at kende.
De fem tibetanere er 5 øvelser, som oprindeligt blev udviklet af munke i Tibet for at skabe balance mellem krop, sind og ånd. Øvelserne er baserer på østens filosofi om, at den fysiske krop og den ikke-fysiske krop er et, og ifølge udøverne er det øvelser, som tilsammen er kraftfulde, hurtige at lave og meget virksomme. Ullamai Rose Danielsen viser og forklarer øvelserne. Hun er Gotved-bevægelsespædagog og zoneterapeut og en varm fortaler for øvelserne. De kan laves af alle hvorsomhelst på et par kvadratmeter, der kræves ikke noget udstyr bortset fra en måtte, og det er nok at investere mellem 5 og 30 minutter hver dag. Dvd'en består bl.a. af en introduktion til de fem tibetanere, en hurtig gennemgang af øvelserne og en mere detaljeret gennemgang med teknik, vejrtrækning og hvad man ellers skal være opmærksom på. Instruktionen er tilrettelagt sådan, at alle kan være med.
Der findes i forvejen en dvd fra 2006 De 5 tibetanere : kilden til evig ungdom, som er tilrettelagt af Betiina Larsen. Jeg har desværre ikke haft lejlighed til at se filmen, men fælles for begge dvd'er er den grundige gennemgang af de 5 øvelser.
For dem, som er interesserede i de fem tibetanere, er denne dvd en god og instruktiv vejledning, som kan bruges af alle uanset hvilken form man er i. Et godt supplement til hvad der ellers findes om emnet.