"I nutidens lys kan vi se med taknemmelighed på dette dokument af "de første forsigtige skridt" i genren ... Allerede her aner man potentialet. For det første fordi Hjulmands kompositioner selv viser poetisk karakter, stramme og essentielle ligesom digte; og dernæst at de næsten alle er skrevet i musikalsk tilknytning til de respektive digte, der læses. Tilmed kan jeg høre for mig, hvorledes Hjulmands ømme ballade og Jørgen Leths smertemættede diktion (...) i sin ode til Warszawa, Forårsrefrain, kunne smelte sammen i ét gribende udtryk ... Den tids modernistiske digtere synes generelt ikke specielt indstillede på den stramhed i ordvalg, som fremmer foreningen med musik. Det viser vor tids Søren Ulrik Thomsen og Peter Laugesen anderledes sans for. Men på musiksiden er Hjulmands stykker små melodiske perler, med ham selv som improvisatoren, der rækker ud over det ordinære, og med yderst velfungerende medspil fra Axen, Nielsen og Riel".
