Denne brugsbog for mellemtrinnet omhandler det at håndtere de følelser, der kan være svære at vise. Efter en kort introduktion af følelserne glæde, vrede, angst og sorg starter bogens egentlige handling med, at Jespers forældre fortæller ham, at de flytter fra hinanden for en tid. Herefter fortælles om Jespers forskellige reaktioner i form at drilleri, vrede, chikane og egoisme samtidig med de virkelige følelser, han nærer - nemlig angst og sorg. Bogens personer bliver typer, der repræsenterer forskellige egenskaber til løsning af de aktuelle problemstillinger, og det refererende sprogbrug gør bogen mest egnet i terapeutisk øjemed. Illustrationerne er lidt stive s/h-stregtegninger, der dog spiller fint sammen med tekstens indhold. Ulrik T. Skaftes Sofies mor flytter og Ann De Bodes Du vil altid være min far - begge fra 1998, dækker samme tema. Forfatteren har bl.a. tidligere udgivet Det er o.k. at være ked af det (1994) og medvirket ved udgivelsen af Marvi Myrebjørn fatter håb (1993), der repræsenterer samme layout som denne titel. Lix 18 - selvlæsning fra slutning af 3. kl.