De fleste kender Carl Larssons akvareller af familien og de idylliske svenske landskaber med de lyse, lette farver. Knap så mange kender måske hans manio-depressive sind, som plagede hamgennem hele livet. Erindringerne her er skrevet i 1931 kort før malerens død som 65-årig. I dette kulturhistoriske og personlige værk fortæller han om sin opvækst som fattigmandsbarn i Stockholm ogom sit had til faderen, sine rejser til og ophold i Paris, hvor han træffer andre ligesindede bl.a. Bjørnsson og Zorn. Kvinderne i hans liv betød meget for ham, og modellerne, som han havde etfølsomt, platonisk forhold til, beskrives på smukkeste vis. Stærkt står hans beretning om Strindberg, som han havde et meget nært venskab til, det optager Larsson gennem hele bogen, og Strindbergkunne være både rå, grim og ondskabsfuld. I 1919 mister Larsson lysten til at male og han søger trøst og adspredelse i at skrive. To dage efter afslutningen af bogen dør han og Karin Larssonafslutter med en efterskrift på 6linier. Bogen er gennemillustreret i sort/hvid og farve af utrolig smuk kvalitet. Den afsluttes med kortfattet noteapparat med få litteraturhenvisninger samt etnavneregister.