Digte om de umiddelbare oplevelser, indtryk og følelser, der opstår i nysgerrigheden på tilværelsen. Digtene har naturen som udgangspunkt og fremviser en verden gennemsyret af elementer fra sagn og mytologier. Digte, der også kan læses af uvante lyriklæsere.
Forfatteren Rafaquat Abbas blander indtryk om identitet, kultur, mytologi, religion og historie i sine, for de flestes vedkommende, rimede digte. Digtene udtrykker en måde at møde verden på med nysgerrighed og åbne øjne og interesserer sig for, hvordan man danner sig i verden og bliver et dannet menneske. Flere skikkelser er gennemgående i digtene: vølven, shamanen og andre skikkelser fra keltiske og nordiske mytologier og sagn. Også elementer fra andre religiøse traditioner blander sig i teksterne, der både ser på de store ting i tilværelsen; liv, eksistens, identitet og kulturmøder, og de små, men umiddelbare indtryk i dagligdagen; naturen, årstiderne, tiden, mennesker, dyr planter. Det er forfatterens debutdigtsamling.
Abbas får fint udtrykt sine følelser og sin nysgerrighed på sin omverden i digtene og de har en stille, næsten religiøs eller mytologisk tone. Lyset og håbet er ofte fremtrædende, men der er også en vis melankolsk stemning til stede i nogle meget fine betragtninger over altings forgængelighed og tiden, der nedbryder natur og menneske.
Gudinden i græsset er en digtsamling, der tilsvarende tager afsæt i mytologisk stof i rimede digte.