Rudolf Steiner (1861-1925) er i dag mest kendt for sin pædagogik, der er grundlaget for flere Steinerskoler, også i Danmark. De fleste er vel også klar over, at hans pædagogik er en del af hans antroposofiske, åndsvidenskabelige tænkning. Han var leder af den tyske sektion af Teosofisk Samfund, men grundlagde senere Det Antroposofiske Selskab. Han har forklaret mange bibelske tekster, og her forsøger han i 12 foredrag holdt i 1908 at udlægge betydningen af slutskriftet fra Det Nye Testamente, Johannes' Åbenbaring. Der er dog ikke tale om en egentlig eksegese. Der er mere tale om, at forklare, at man kan forstå Åbenbaringen rigtigt, hvis man har den teosofiske indsigt. Foredragene beskriver først og fremmest, hvorledes man kan opnå den åndelige indsigt. Der er dog forklaringer på "basunklangene", "de 7 segl og søjler", "tallet 666" og andre af de mystiske begreber i beretningen. "Det er næsten fra begyndelsen af den kristne åndsstrømning blevet misforstået af alle dem, som ikke hørte til de egentlige kristne indviede", siger Steiner. Jeg synes ikke denne bog giver en større forståelse af Åbenbaringen; men bogen giver en god indsigt i teosofien og teosofisk tænkning. Der afsluttes med forklarende noter og billeder af de syv segl og søjler.