Navnet Didaska er opstået i forbindelse med en akvarelserie, Asger Jorn malede under et ophold hos kunstsamleren og maleren Elna Fonnesbech-Sandberg i 1944. Det er sammensat af hendes og Jorns kælenavne Dida og Aska. Perioden omkring 1944-45, hvor Jorn benyttede samme billedudtryk som i denne serie, benævnes DIDASKA-perioden. Den betegner et koloristisk højdepunkt i Jorns produktion. Michael Tvermoes, der er maler, grafiker og kunstpædagog, betragter akvarellerne som en vigtig indgang til Jorns kunst. Han sammenstiller dem i nogle hovedgrupper efter deres form og indhold, hvorefter han giver sit bud på en karakteristik og fortolkning af dem. Bogen viser også en udsmykning af en børnehave i Hjortøgade, som Jorn malede i 1944. Her genkender man Didaska-motiverne. Tvermoes nævner to emner, der optog Jorn i 44. Det var hans forhold til børns billedudtryk samt hans interesse for psykoanalysen, som han delte med flere andre malere. DIDASKA-akvarellerne kan for tiden ses på Kunstmuseet Køge Skitsesamling.