Sød og enkel billedbog med charmerende illustrationer og en vedkommende handling om venskab, der ikke er noget man kan stjæle, men få ganske gratis. Store ko, som godt kan minde lidt om Mor Muh, har et kæledyr kaldet kælekoen. De to har en masse sjov sammen, de leger, maler, bader og bygger sandslotte. Muldvarpen, der bor alene i de lange gange under jorden, hører deres leg, bliver misundelig og stjæler kælekoen. Men det bliver ikke lykken for muldvarpen, for den dybt fortvivlede store ko brøler og leder efter sin kæleko alle vegne. Muldvarpen fortryder og leverer kælekoen tilbage, og store ko viser sin generøsitet og foreslår at de bliver venner alle tre. Teksten er enkel og ligetil uden overflødige detaljer og lægger fint op til billederne, som dels viser muldvarpen under jorden og dels aktiviteterne over jorden. Billederne er enkle og charmerende tegnet på brunt papir og farvelagt med mættede, kraftige farver. Både muldvarpen og den brogede ko med det lyserøde yver er udtryksfulde figurer, som sammen med andre detaljer giver billedsiden selvstændigt liv. En fin bog om jalousi og ægte venskab for de ca. 3-5-årige, som efter endt oplæsning selv kan studere handlingen via billederne.