Martin A. Hansens forfatterskab oplever lidt af en renæssance i disse år. Ikke blot i form af genudgivelser, men også i kraft af en fornyet forskningsmæssig interesse og revurdering. Et vigtigt bidrag var i den henseende Dagbøger 1931-55, 1999, og nu følger denne store, kommenterede samling af MAH's korrespondance med personkredsen omkring tidsskriftet Heretica i perioden 1941-55. Udgiveren Anders Thyrring Andersens tidsmæssige afgrænsning af det store materiale virker på alle måder velmotiveret. Det helt overvældende kildemateriale på over 700 breve belyser dels en meget vigtig periode i dansk litteraturhistorie og en række centrale forfatterskaber der afgørende kom til at præge litteraturen i sidste halvdel af det 20. århundrede, dels rummer brevene en enestående tolkningsnøgle til en afgørende periode i MAH's eget forfatterskab, hvor hovedværker som Tornebusken, Løgneren og Orm og Tyr blev til. Ikke nok med at brevene giver et førstehånds indblik i periodens litterære liv og idédebat som vil danne grundlag for fremtidig forskning, de er også et umiddelbart fængslende og gribende portræt af et søgende og rastløst menneske som var i besiddelse af en næsten overmenneskelig arbejdsmoral og ansvarsfølelse. Værkets 3. bind består foruden meget grundige realkommentarer til hvert enkelt brev af en tidstavle, register over MAH-titler og register over personnavne der optræder i både breve og kommentarer.