Bogens to forfattere er begge journalister og har i løbet af karrieren også fungeret som chefer på en række dagbladsredaktioner - dog er begge nu indtrådt i de selvstændiges rækker. Bogen om livet på chefgangen bygger i høj grad på egne erfaringer, beskrevet med en humoristisk og direkte tilgang til stoffet. Der gives bl.a. gode råd om kvinderoller, psykologiske mekanismer og den personlige fremtræden. De særlige magtkampe mellem chefer skildres også ligesom der advares mod at blande følelser og privatliv sammen med jobbets professionelle krav. Bogen giver også gode råd om mødeteknik, vanskelige samtaler og afskedigelser. Alt i alt er bogen præget af sund fornuft og gode råd, der skrives i et letløbende og underholdende sprog og nok med yngre, førstegangschefer som primær målgruppe. Bogen fremtræder som letfordøjelig og indbydende og bestemt ikke tynget af teoretisk stof. Det understreges adskillige gange, at det skal være sjovt at være chef, at der følger frynsegoder med (som fx høj løn og spændende forretningsfrokoster) men at det også kræver engagement, stort tidsforbrug og vanskeligheder med at få chefjobbet koblet med et almindeligt familieliv. Omslagets collage signalerer boksekamp ved forhandlingsbordet.