Bog om kaniner til dygtige læsere fra omkring 9 år. Bogen kan også højtlæses for yngre børn med interesse for emnet. Bogen er snarere velegnet til læsning om de forskellige kaninracers karakteristika, end som en bog om at holde kanin. Flot forside med billede af nuttede kaniner vil fange målgruppens interesse.
Forfatteren udgav i 2013 Katte, som den første bog i serien Dyrenes familiealbum og udgiver hermed en ny bog i serien. Denne bog handler om kaniner og beskæftiger sig primært med beskrivelser af de forskellige racer indenfor kaninfamilien. Vi kommer rundt om flere racer, der er populære kæledyr, som fx angora-, rex- og vædderkaniner, samt et par af de fjernere og knap så almindelige slægtninge. Layoutet er flot, og hvert opslag består af overskrift, grundtekst, faktabokse og billeder, præsenteret således, af det ligner et regulært familiealbum. Der er ganske få oplysninger om kaninens pasning. Bagerst i bogen findes en quiz, som afslører hvilken kaninrace man selv ligner, samt en ordliste med vilkårlige ord, der kunne være relevante i forbindelse med læsningen. Ydermere findes forslag til uddybende læsning om emnet, samt et stikordsregister.
Kaniner er et populært emne, og der er da også en del at vælge mellem rundt om på bibliotekerne, fx Millers Kaniner fra 2007, som er velegnet hvis læseren ønsker flere informationer om egentligt kaninhold.
Flot bog om racerne indenfor kaninfamilien, der beskæftiger sig meget sparsomt med kaninens pasning og pleje.