Tredje bog om drengen Pinky og Kaptajn Sabeltand ligner præcis de to tidligere. Underholdende oplæsning fra ca. 5 år. Appellerende forside sender de rette signaler.
Med drengen Pinky i centrum er her en rigtig sørøverhistorie. De karikerede tegninger har en bred appel med en enkel streg og klare farver. Teksten er fyldig og udmærket til oplæsning. Pinky er sørøver på "Den Sorte Dame", hvor Sabeltand er kaptajn. I jagten på en skjult skat går det ud over en uskyldig landsby. Skal Pinky nu være loyal overfor kaptajnen, eller hjælpe folkene i landsbyen? Pinky vælger landsbyen og forlader Kaptajn Sabeltand, som han ellers har set meget op til. Kan læses uafhængigt af tidligere bøger.
Tredje bog om Pinky ligner de to tidligere, senest Pinky bliver en af Kaptajn Sabeltands mænd (2007/45). Men med sine ca. 46 sider er denne en halv gang tykkere. Pinky er også at finde i pc-spil og film. Tegnefilmen Kaptajn Sabeltand har samme handling som bogen her.
Alle drenge har en (lang) periode med sørøvere. Så en sørøverbilledbog mere er der altid plads til. Og denne med sin brede appel vil som de tidligere underholde de ældre billedbogslæsere. Illustrationerne vil også tiltale de yngre, men tekstmængden er stor.