Engelsk irsk musikdrama fra 2011. Målgruppen er dem, der kan lide historiske musikfilm med fokus på hovedpersonernes selvudvikling mere end storslåede koncertoptagelser. Da rockgruppen U2 spiller en væsentlig rolle i filmen, er den naturligvis et must for fans.
Nordirland i starten af 1980'erne. På den lokale skole drømmer alle om at starte et band. Neil McCormick og hans bror Ivan går til optagelsesprøve hos deres kammerat Paul. Han betror Neil, at han kun er interesseret i Ivan og hans guitar. Det undlader Neil at fortælle sin bror, og i stedet starter de deres eget band og tager til London i jagten på succes og damer. Der er kun lige den ene hage ved det, at Paul i mellemtiden har skiftet navn til Bono, og hans skoleband har udviklet sig til rockgruppen U2. Så det var altså ikke blot et ubetydeligt skoleband, Neil sagde nej til på sin broders vegne. Det er en spændende historie, der bygger på Neil McCormicks selvbiografi. Tidsbilledet er ramt lige i øjet, og skuespillerne, der er relativt ukendte i Danmark, gør det godt. Filmen præsenteres som en komedie, men er mere et drama om at opnå succes og leve sit liv baseret på en løgn, og den udkom direkte på dvd herhjemme.
Filmen bygger på Neil McCormicks selvbiografi "I was Bono's doppelganger" fra 2004, og han har senere sammen med Bono skrevet bøger om U2.
Interessant historie, både rockhistorisk og i konflikterne mellem hovedpersonerne. Bonos navn i titlen skal nok lokke brugere til, og den anbefales til voksenudlånet.