Forfatteren er lektor i kirkehistorie ved det teologiske Fakultet, Aarhus Universitet, og han har været forfatter, medforfatter og redaktør til flere titler, senest: Alle tiders sfinx, (2001) og Kirke og kristendom : leksikon, (2002). I anledningen af 300-året for Kingos død udgiver han disse tidligere producerede studier og artikler om Kingo og hans salmedigtning. Der er en artikel om hvordan Kingos billedsprog er blevet inspireret af renæssancekunstformen, emblematikken. En artikel handler om en Fortuna-figur på Blåtårn, og hvordan den inspirerede. En tredje handler om natten som metafor i 1600-tallets teologi. Der er gennemgang af, hvordan Kingo er blevet vurderet som salmedigter gennem 200 år. Endelig er der et studie over en Kingo-salmebog, der ikke er optaget i Bogfortegnelsen, og derfor principielt ukendt. Der er en liste over artiklernes oprindelige publikationssteder, ligesom der er en liste over forfatterens øvrige Kingo-artikler. Der er mange spændende betragtninger. Forfatteren siger selv, at bogen handler om de emblematiske billeddannelser, om teksternes anvendelighed i samtidens gudstjenester og om eftertidens reception af salmerne. Målgruppen er indsnævret til dem, der vil studere Kingos salmer.