Hans Chr. Hansen og Dorte Karrebæk har igen i fællesskab lavet en super historie om Klara henvendt til den første læsning i serien Mikro Dingo. Bogen har lixtallet 4, og det er netop den type bøger, med et dansk islæt, vi ikke kan få nok af til de hungrende nye læseheste. Der er foreløbig 5 andre bøger med Klara som hovedperson. I denne finder hun en farlig økse i naboens have. Hun tager den med op i hulen, og hun er godt klar over, at det måske er galt at beholde den. Da naboen Ole spørger, om hun har set øksen, ryster hun benægtende på hovedet, men det varer dog ikke længe, inden den ligger under busken igen, hvor hun fandt den. Bogen har en lille morale uden at virke moralsk - naboen takker Klara og siger, at han må have været blind, da øksen igen ligger under busken. Teksten er sat meget overskueligt i små afsnit. Der er anvendt stor typografi og hver linje indeholder 3-4 ord. Illustrationerne er velkendte og farverige, og de fylder hele opslag. Forsiden viser Klara i færd med at svinge den farlige økse mod et skælvende træ.