Henvender sig til biografilæsere, der måske samtidig interesserer sig for debatten om samfundsproblemer som fx rockerkriminalitet. Bogen har fået en del presseomtale før udgivelsen, der måske betyder større interesse også på bibliotekerne.
120 håndskrevne sider fra hovedpersonen selv, Kasper Vetter, der nu har skiftet identitet som en del af et vidnebeskyttelsesprogam, er bl.a. det unikke baggrundsmateriale for denne dokumentariske biografi, skrevet af journalisten Morten Frich, som har modtaget flere journalistpriser for sit arbejde med at afdække netop den organiserede kriminalitet i Danmark. Og at et sådan skift af identitet er en alvorlig sag beviser bogens prolog, hvor KV som et led i udformningen af sin nye identitet får trukket 9 tænder ud! Biografien fortæller kronologisk historien om en tilsyneladende almindelig dreng, der vokser op i den lille himmerlandske by Aalestrup, men også en dreng med en tidlig fascination af netop rockergruppen Hells Angels, hvor en yndlingsleg er med mel i pose at give den som narkohandler. Bogen beskriver Kaspers vej fra knallertrocker-romantik i Himmerland til dagligdags dont hos HA i Aarhus. Her vælger KV som 26-årig i 2009 slidt af stress og steroider at fortælle politiet om sit liv i HA og altså indtræde i et vidnebeskyttelseprogram.
Om miljøet i rockerkredse fx bøger af Jørn "Jønke" Nielsen eller Gangster - Brian Sandberg.
Spændende og interessant dokumentarisk biografi med læsere på de fleste biblioteker.