Her er en bredspektret bog, som indeholder centrale problemstillinger, dilemmaer og valg for kvinder, der vil gøre (top)karriere. For få kvinder tør nemlig tage de udfordringer, som topstillinger og bestyrelsesposter indebærer, og det er ærgerligt for virksomhederne og for samfundet, idet vigtige kompetencer ikke udnyttes. Bogen griber fat i de glæder og udfordringer, et spændende job medfører, og hvilke strategier der skal lægges både på jobbet og i hjemmet. Kendte kvinder med forskellige former for karrierer som Lene Espersen, Lise Kingo, Monica Ritterband og Malou Aamund fortæller om deres baggrund, erfaringer, prioriteringer, og de giver gode råd videre. Problematikken er også set ud fra virksomhedernes optik, bl.a. med synspunkter af Mads Øvlisen. Bogen er på alle måder en informativ guide for kvinder, der planlægger karriere, men også virksomheder og organisationer, der ønsker flere kvindelige ledere kan blive inspireret, idet bogen også indeholder et idekatalog til, hvordan de kommer i gang. Køkken og karriere, 2003 er mere en debatterende og udfordrende analyse af kvinders traditionelle valg. Håndbog for karrierekvinder, 2003 har ikke de personlige vinkler med.