"VIDENSKAB I VIRKELIGHEDEN tager afsæt i de studerendes fremtid som vidensarbejdere. Andreas Beck Holm kombinerer en grundig gennemgang af videnskabsteoretiske positioner og problemstillinger med en perspektivering til vidensarbejdernes udfordringer i virksomheder og organisationer og til, hvordan de studerende selv kan arbejde med teorierne. Stoffet præsenteres tilgængeligt og overskueligt, bl.a. gennem opsummerende kapitler, fremhævning af nøglebegreber, samt arbejds- og refleksionsspørgsmål. I 3. udgaven af denne bredt anvendte introduktion til videnskabsteori er nogle kapitler revideret, og der er indføjet et nyt kapitel om videnskab og køn. VIDENSKAB I VIRKELIGHEDEN er bredt anvendt i undervisning i videnskabsteori og modulet studium generale, især inden for human- og samfundsvidenskaberne, men også på det erhvervsvidenskabelige felt samt på en række mellemlange videregående uddannelser.".