Sarah Dunant, som har skrevet en række gode krimi- og spændingsromaner, har denne gang skrevet en psykologisk thriller. Anna, alenemor til den syvårige Lily, ven med bøssen Paul og den excentriske Estella, forsvinder en dag sporløst. Estella bliver tilkaldt af Paul, og de begynder en afdækning af Annas forhold, og sporet leder til Italien. I tre parallelle forløb skildrer Dunant nu udviklingen, hvor Anna i det ene forløb mødes med sin elsker, i det andet kidnappes af en mystisk italiener, og i det tredje forløb følger vi Estellas og Pauls forsøg på at finde hende igen. Hvad er sandhed, hvad er løgn, hvem er Anna, og hvad har bragt hende i denne prekære situation, og hvad betyder den udskårne træhest hun har købt i Italien. En labyrintisk historie, fortalt med indsigt og indfølelse, en dyster historie, der også rummer mange morsomme iagttagelser, når Estella filosofere over livet, og ser tilbage på bekendtskabet med Anna, der rummer mange lag. En spændende og tankevækkende, velfortalt bog, der stiller spørgsmål ved sandheden, hvad er virkelighed, hvad er opspind, hvem er Anna, og hvilken af de to historier hun er indblandet i, er den rigtige.