La Fontaine fabler

Forlaget bruger ikke ordet oversættelse om Møllehaves behandling af teksten i denne La Fontaine-udgave, men gendigtning, hvilket angiveligt åbner friere spillerum for fordanskeren, hvis måldog under alle omstændigheder må være at genskabe originalens ånd, stil og stemning på en fair måde uden at skamskænde dens intentioner. Gør man dette, skal behandlingen kaldes bearbejdelse forikke med føje at kunne kaldes forræderi mod grundteksten. Når gendigteren, som her, tillige i sit forord lader ane, at han ikke behersker fransk tilstrækkelig godt til selv at "tegne" singengivelse, men har måttet have hjælp af en franskkyndig, så må alle alarmens klokker ringe, også ved ordene "om ikke helt det er samme fabel . ..". Møllehave er en habil versificator, og dentekst, man finder i bogen, er letløbende, med oceaner af morsomme og vittige formuleringer og rim i den danske tunge, men tonen er ufravigeligt studentikost-revy-cabaretagtig uden skygge afgenspejling af La Fontaines raffinerthed ogsubtilt underfundige elegance og humor. Platheden illustreres af en sammenligning af "Byrotten og landrotten" med originalen. Langt værre er detimidlertid, at gengivelsen hele bindet igennem myldrer af aldeles vilkårlige større og mindre udeladelser og ditto tildigtninger af møllehavesk bryg, resulterende i krasse fordrejninger ogforvanskninger af La Fontaines moraler. Dette kan ikke undskyldes med ønsket om at skabe danske vers - det er en oversætter-gendigters forbandede pligt at løse den slags spørgsmål. Møllehave og co.kan desuden gribes i fejl af utilstedelig grovhed, som at lade "Poiseau qui porte Ganymede/du monarque des cieux enfin implore l'aide" blive til "så fløj den op til fuglenes Gud, som fuglene kalderGanymedes" (Ørnen og skarnbassen). End ikke Møllehaves klassiske dannelse forhindrer sligt miskmask. I f.ex. "Hesten og ulven" står der det stik modsatte af originalens indhold i starten, og"Muldyret der pralede af sin herkomst" bliver meningsløs på grund af Møllehavestekstmisforståelse. I praktisk talt hver eneste fabel kan man finde eksempler på denne "gendigtningsstil". På denbagrund vil man forstå, at dette ikke er den komplette La Fontaine-udgave, forlagets lancering lader ane, og som man havde kunnet håbe på til afløsning af de foreliggende ældreudvalgs-oversættelser (Herluf Møller 1972, Dam 1955 og Prahl, 1918, alle hæderlige løsninger af en vanskelig opgave, bedst Møllers, som stadig må findes mange steder). Hernov har ladet etsællert-navn frem for en kapacitet tage sig af sagen og præsenterer resultatet i luksusudgave med Dorés illustrationer og smukt tryk, med alfabetisk fabeltitel-register.

Read the full assessment