En meget barsk forside/bagside til en lige så barsk historie. Denne ungdomsbog foregår i Sverige og handler om 16-årige Myran, der bliver voldtaget af to jævnaldrende drenge - drenge hun opfattede som sine kammerater. Selve handlingen er et stort flash-back og beskriver på meget realistisk vis den grove voldtægt, de ydmygende undersøgelser, anmeldelsen, retssagen og dommen. Men først og fremmest beskriver den indgående, hvordan pigens liv ændres totalt. Der er troværdige beskrivelser af hendes reaktioner, følelser og tanker. Skyldfølelsen er et af de store temaer i bogen. Var det egentlig hendes egen skyld? Var hun for udfordrende klædt? (jvf. før bogens titel !) Myran har i sit eget familieliv ikke megen hjælp at hente, men en forstående advokat og god psykolog giver hende styrke og fornyet selvværd. Til sidst accepterer hun at komme i familiepleje på landet. Her både begynder og slutter bogen. Man aner heldigvis håb til sidst. En debatterende debutroman - for modne læsere fra 13 år - med lidt stærke nerver.