Bøger / faglitteratur til børn

Lad os snakke : om piger, drenge, kroppe, venskaber og kærester


Beskrivelse


Om forskelle og ligheder mellem piger og drenge, om hvordan børn bliver til, om fosterets udvikling og om fødslen. Om forskellige familietyper og om at vokse op, samt om kærlighed, kærtegn og venskab.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2006

af

af

Torben Wilhelmsen

2006

Denne bog er en pendant til Kend din krop, 2002 med samme forfatter og illustrator. Mens Kend din krop henvendte sig til unge fra 12 år, har nærværende bog en yngre målgruppe. Den indleder med at fortælle om forskelle og ligheder mellem piger og drenge. Derefter fortælles om, hvordan børn bliver til, og om fosterets udvikling i mors mave. Derefter følger beskrivelse af fødslen og af familietyper og det at vokse op. Bogen slutter med en lille tegneserie om de to figurer fuglen Fjas og bien Fobi, der også indledte bogen, og som undervejs kommenterer teksten med spørgsmål/svar og (af og til) lidt fjollede kommentarer. Det må være en smagssag, om man bryder sig om figurerne, som også optrådte i Kend din krop, men her er de mere i overensstemmelse med bogens aldersniveau. Den ganske omfattende tekst er sat med en skrift, der minder om formskrift, og den er velskrevet og informativ, og de venlige og glade illustrationer, der er i en karikeret, tegneserieagtig stil, fungerer fint og instruktivt sammen med teksten. Indholdsfort. og register. Bogen kan fungere både for mindre børn fra 5-6 år, men også og især til børn i folkeskolens små klasser. Der findes en række bøger for børn om forplantning mv., men kun få, der behandler emnet i bred sammenhæng som denne. Et udmærket supplement til børne- og skolebibliotekernes materialer om menneskets forplantning og udvikling.