Det er en både gribende og foruroligende roman, der kan læses af børn og unge mellem 11 og 14 år. Den er også god at samtale om og kan bruges til fælles gennemgang i klassen.
Forfatteren er norsk og har udgivet digtsamlinger. Det er hendes første børnebog. Hun skriver i ret korte sætninger i et stramt, sansemættet og intenst sprog. Handlingen rummer også en del symbolik. At meget kun antydes, aktiverer læserens forestillinger og tanker og gør læseoplevelsen meget intens. De halvstore børn, den halte Leo og pigen Mei er naboer og dybt forbundne. Leo er kuet af sin styrende og voldelige far. Meis liv drejer sig om at hjælpe Leo. For at udholde presset må hun konstant løbe. Sammen har de stedet, der ikke findes. Men Leos far finder dem alligevel, og Leo kaster sig ud fra hulen i træet og ligger dage i koma. Selvom faren er væk, da Leo kommer hjem, er Leo forandret. Da faren vender hjem, må Leo i familiepleje. Handlingen opleves gennem Mei og den dialog hun har med de øvrige personer. Teksten er sat i en åben sats. Forsiden viser træet omgivet af genstande, der er væsentlige i bogen. Bagsideteksten fungerer godt.
Jeg kender ingen romaner den kan sammenlignes med, men under læsningen tænkte jeg på Intet, 2000, nok pga. sproget og træet.
Det er et lille litterært mesterværk, der kræver en opmærksom og medtænkende læser. Det flotte sprog og den intense og alvorlige handling, kan man ikke lige lægge fra sig. Jeg tror en del børn, der læser den, gerne vil tale med andre om den.