Liverollespilene er opstået på baggrund af rollespil, men spilles live af op til flere hundrede mennesker, der improviserer deres rolle inden for den rammefortælling, spillederne fastsætter. Bogen koncentrerer sig primært om fantasygenren, der udspiller sig i en middelalderlig verden, men berører også kort andre genrer. Forfatterne, der begge er garvede liverollespillere, fortæller om liverollespil, hvordan man skaber en rammefortælling, hvordan man afholder et større liverollespil, og hvordan den enkelte spiller bygger sin rolle op. Her er eksempler på mange forskellige figurtyper og de måder, man kan vælge at spille dem på, og her er ligeledes mange ideer til at udforme dragter, våben o.l. samt henvisning til en oversigt over danske liverollespilsforeninger og arrangementer på Internettet. Bogen præsenteres nydeligt med mange stemningsfulde tegninger og udmærkede farvefotos, også på den indbydende forside. Teksten er mundret og engageret, og bogen giver en særdeles udmærket og kompetent introduktion og appetitvækker til dette fænomen, der er på vej frem herhjemme og ellers ikke findes behandlet på dansk. Til unge og voksne, fra ca. 13 år.