Bøger / faglitteratur

Livet med et udviklingshæmmet barn : håndbog for familier og professionelle


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. apr. 2019

af

af

Jytte Bræmer

d. 8. apr. 2019

Udover at blive kastet ud i sorg er der som nye forældre til et udviklingshæmmet barn et hav af praktiske og juridiske forhold, man er nødt til at forholde sig til. Bogen kommer rundt om alle aspekter af det at blive forældre til et barn med udviklingshæmning.

Et væld af følelser skal håndteres, når man bliver forældre til et psykisk udviklingshæmmet barn. Drømmen der brast, håndtering af omgivelser, bedsteforældre, venner, søskende. Det svære at opretholde parforholdet, manglen på søvn og afmagten over de fremskridt, der måske aldrig kommer. Derudover skal man forholde sig til ansøgning om hjælpemidler, aflastning, tabt arbejdsfortjeneste og et eventuelt valg mellem almindelig eller specialinstitution. Forfatteren er selv mor til en datter med udviklingshæmning og har desuden gennem mange år arbejdet professionelt indenfor området, med såvel myndighedsopgaver, som pædagogiske og terapeutiske opgaver. Bogen er fyldt med citater fra forældre i en lignende situation.

Forfatteren kommer på forbilledlig vis ind på alle de mange problemstillinger, man kan stå overfor i den svære situation. Man kan virkelig se, at forfatteren har prøvet at have såvel den professionelle som den personlige kasket på i den alvorligt svære situation. Bogen må være en fantastisk hjælp at få som forældre.

Familier med psykisk handicappede børn er en kortlægning af behov, men den aktuelle bog er den første, der kommer hele problemstillingen rundt og er rettet mod forældrene.