Bogen er et undervisningsmateriale til social- og sundheduddannelserne, og det vil være uddannelsessøgende her og på beslægtede uddannelsere, der er målgruppe for bogen, der er skrevet i et sprog og på et niveau, der er nemt at tilegne sig. Forfatteren er cand.theol. og leder af Sct. Nikolai Tjenesten i København. Fremstillingen bærer præg af både overblik og indsigt. Den kommer omkring mange relevante temaer, når det gælder livskvalitet, idet forfatteren starter med at indkredse begrebet og herefter fortsætter med temaer som: hjælpeforholdet, magt og afmagt, menneskesyn når det gælder anvar og solidaritet, sundhed og normalitet, om sociale netværk, arbejde, frihed, fattigdom og sorg. Bogen er en 2. udgave, hvor der er sket omskrivninger og rettelser i enkelte kapitler. Det kan fx være en oplysning om antallet af selvmord i 1995, der er udeladt i 2. udgave, men i dette tilfælde ikke erstattet af nyere tal. Der er tilføjet et stikordsregister, ligesom litteraturlisten er opdateret. Udskiftning vil være relevant, men ikke strengt nødvendig. Et fint og nuanceret undervisningsoplæg, der vil kunne bruges bredt i opgavesammenhæng.