Jan Bartram - cand.oceon. og fuldmægtig i Finansministeriet - skildrer i bogen sin karriere som professionel fodboldspiller i over 10 år. Bartam har prøvet stort set det hele: Professionel i Glasgow Rangers og Bayer Uerdingen, 32 landskampe for Danmark og 2 danske mesterskaber m.m. Læseren lukkes ind i en fascinerende fodboldverden med analyser af skotsk og tysk fodboldfilosofi, med omtale af trænerprofiler som Graham Souness, Timo Konietska, Sepp Piontek og Richard Møller Nielsen og med personlige oplevelser af samværet med en række kendte danske fod boldproffer. Endvidere findes afsnit om sportsjournalisternes arbejdsmetoder, og om hvordan man bedst skaber og styrker en "fodboldkrigers" profil og personlighed. Fodboldens verden var for Bartram fascination, rampelys og mange penge, men han gør i bogen meget ud af - illusionsløst og ærligt - at fortælle om de mange problemer, der kan opstå, når karrieren er slut. Også skismaet mellem eliteidrættens krav og hårde disciplin og den enkelte professionelle fodboldspillers frihedstrang og personlighed sættes under lup. Bogen er illustreret med fotos i sort/hvid og farve. Alt i alt en tænksom og moden fremstilling, hvor kampreferater og selvpromovering er holdt i baggrunden.