En forestilling der kan anvendes ved den årlige skolefest eller dilettant. Der er 30-35 medvirkende på 13 locations. Teksten er inddelt i 35 scener, og forestillingen har en formodet spilletid på 80 minutter. Fra 12 år. En cd kan rekvireres med alle 26 sange indspillet til brug for sing back.
Forestillingen foregår i to parallelle historiske verdenen - i Paris år 1615 på slottet Versailles, hvor den 14-årige Kong Louis d. 13 bor sammen med sin mor, og i nutiden hos Henning der bor sammen med sin mor. Henning og kammeraten Jacob går i 5. klasse. De læser lektier om Louis d. 13. i historiebogen. Louis d. 13. skal giftes med den spanske prinsesse Anna. Der opstår flere problemer undervejs. Kardinal Richelieu laver politiske rævekager og vil forhindre brylluppet for selv at overtage magten. Tilskueren følger handlingen i Paris og hos Henning og Jacob. En troldmand kaster flere gange tryllestøv over de medvirkende, hvilket bevirker, at både Louis, hans mor og Anna søger gode råd og hjælp i den nutidige verden hos Henning, hans mor og Jacob. Eventyret ender lykkeligt med bryllup i Notre Dame. Teksten er nutidig med humoristiske bemærkninger. Sangenes rytmerim er flere steder det rene vås, der ikke passer ind i det ellers velskrevne stykke drama. Man kan undre sig over, der ikke er arbejdet mere med sproget i versefødderne. Selvom her er tale om fiktion virker historien troværdig.
Jeg kender ingen andre historiske dramastykker.
Omfattende men velegnet drama i nutidigt sprog.