"På "Love Means Taking Action" folder [Loke Rahbek] ikke bare sit musikalske blik på verden ud. Han stikker ligefrem en arm ind i verdens krop, roder rundt i verdenskroppens væsker, vender vrangen ud på den og viser os nye dimensioner af den virkelighed, vi er en del af. Viser os bagsiden af de byggeklodser, verden er bygget af. Pladen starter med, at Soho Rezanejad synger om stjerner og engle. Og fra dette genkendelige sted (...) bliver vi taget med ud i en næsten ordløs abstraktion - dog med enkelte indklip af sætninger fra blandt andre Julia Novak og Nikolaj Vonsild. Til et sted, hvor alt er figurativt, men hvor figurerne er i opløsning. Pladen er i høj grad ambient, flydende og luftig, og at høre den er at blive lukket ind i et meget tiltalende rum, som er svært at forlade".