"På Seattle-duoen Shabazz Palaces' nye, ambitiøse dobbeltudspil, Quazarz vs. The Jealous Machines og Quazarz: Born on a Gangstar Star, der er udgivet simultant, fremfører de deres kritik af det amerikanske samfund ved at fortælle historien om rumvæsenet Quazarz, der kommer til Jorden fra en fremmed planet, og ved at lade os se det amerikanske samfund gennem hans udefrakommende blik. Det fører hiphop-pionererne frem til en finurlig, fantasifuld position, hvor de kan iscenesætte selv de mere fortærskede kritikker og få dem til at stå i et nyt lys ... De arbejder med simple linjer og versstrukturer, men det bliver på intet tidspunkt banalt, for Shabazz Palaces kan med deres forfinede rap-sensibilitet få selv de mest hakkende linjer til at dirre, og ved at presse deres hiphop ud i hidtil uafdækkede områder af (lyd)universet vækker de vores opmærksomhed, og gør os parate til at åbne op for en ny verden".