Jokum Rohde (f. 1970) er en af vores mest talentfulde dramatikere. Han eksperimenterer med sprog og stil, hatten af for det! Man går til hans tekster med store forventninger, og det er i lyset af dem, mine forbehold skal ses: De fleste af disse otte noveller foregår i København, hyppigst i realistiske omgivelser, befolket af skæve eksistenser. Det realistiske er kulisser for surrealistiske, groteske og diffuse universer: Her træffer man en tidligere Frikorps Danmark-mand, hvis skizofreni ender i mord, en halt pige, som repræsenterer et land, som ikke findes, og en dværg, der vil skabe et system med symmetri og synkronicitet, som skal skabe et billede af den helhed, verden har behov for. Novellerne mestrer fint de mange sproglige og stilistiske virkemidler og pendler ubesværet mellem fabuleren, sentimentalitet, splat, patos og realisme. Når jeg alligevel sidder tilbage med forbehold, skyldes det distancen mellem fortæller og de(t) fortalte. Den etablerer et betragterforhold, så man bliver holdt på afstand af fortællingerne, selv om de stilistiske virkemidler gør sit for at suge én ind i teksterne. Jokum Rohde har tidligere fået udgivet dramatik og romanerne Jonas' bog, 1994, og Falkonmysteriet, 2001. Man kan skæve til den sidste, hvis man vil have et fingerpeg om målgruppe og benyttelse af Löwenlandet.