Scenen for Jokum Rohdes debutroman er genkendelig nok: kvarteret omkring Istedgade og Vesterbrogade med dets narkomaner, ludere på gadehjørnerne og de ensomme mænd foran pornobiografemeslærreder. Det er imidlertid alt andet end et stykke storbyrealisme forfatteren her leverer, snarere er der tale om byen som sindstilstand - et mere omfattende symbol på »denne tid af megenuvirkelighed«. Romanens tre afsnit er fortællingen om hvordan den unge, mystisk dragende Jonas på næsten religiøs vis bryder ind i denne mistrøstige skyggeverden af bedrag og menneskelig isolationog afsætter dybe spor i de menneskers liv som han møder på sin vej. De når aldrig frem til sandheden om Jonas, men gennem fortællingen om ham og deres egen rolle i denne fortælling får deres liv nybetydning og struktur. Jonas bliver symbolet på en altomfattende mening eller sammenhæng, og kommer i romanens univers til at fremstå som en art Kristusskikkelse, der modsvarer personernes egenhigen mod forløsning ogforvandling. Det er denne religiøse dimension og konsekvente søgen indad der bærer romanen - en tendens som dukker op mange steder i 90'ernes unge prosa, bl.a. hos MortiVizki og David Læby - men sprogligt forekommer bogen endnu lidt ujævn og med en hang til at udstyre personerne med symbolske kvaliteter i en grad, som svækker deres kunstneriske troværdighed.