Hovedpersonen i denne børneroman, der foregår i stenalderen, er den 11-årige pige Lue. Hun er speciel og ugleset af både børn og voksne i klanen, fordi hendes mor, der døde i barselsseng, var en fremmed, som hendes far havde bragt med hjem fra et togt. Under et af hans togter må Lue flygte fordi nogle af stammens mænd vil slå hende ihjel. De mener, at hun er i ledtog med nogle fremmede, der har sat ild til bopladsens huse. Angst og udstyret med få redskaber må hun klare sig alene i skoven. Det viser sig, at hun har en evne til at kommunikere med vilde dyr. Hun redder en bjørneunge fra at dø, og den bliver hendes tro følgesvend og beskytter. De jager, og Lue samler forråd i den hule, bjørnen har udset som vinterhi. Mens bjørnen sover, er det en såret hunulv, hun redder og bliver ven med. Den hjælper hende med at hævne voldtægt begået af 3 mænd, hun møder i skoven. Bjørnen vågner og forsvinder, og i bogens slutning får Lue en ny familie: ulven og dens tre hvalpe. Kapitlet om voldtægten er noget barsk, men ellers er det en positiv og rar stemning, forfatteren skaber omkring den snarrådige og modige pige. Kan man abstrahere fra, at Lue mange gange er mere end heldig, og at dyrene er urealistisk venlige, er her en bog, som nok især piger i 5.-6. klasse vil nyde at læse.