"Den amerikanske sanger og sangskriver Lana Del Rey er en sær skabning i vores popkultur. Hun lyder gammeldags, men taler alligevel til ungdommen. Hendes sange synes revet ud af hænderne på 60'er-pigepopgrupper som The Shangri-Las eller The Ronettes, ja, endda en samtidig, kærlighedsbranket Roy Orbison ... [Vi] overvældes af tunghjertet klaver, opulente strygerformationer og Del Reys henførte vokal i enorme klangrum, i en form for slow motion affekt. Ja, selv A$ AP Rocky tvinges ned i et mere modent leje på »Groupie Love«. Det er musik, hvor alt synes at vibrere med en lysende og ekkoende prægnans. Hver sang en højsang, fatal katedral. Og det er albummets styrke og svaghed. Overbevisende i sin konsekvens, men også monoforkromet i sin aldrig svigtende højtidelighed ... Alt og intet synes at have forandret sig, når man lytter til Lana Del Reys nye album. Det er stormfuldt følelsesfuldt, men i denne anmelders ører også af og til for meget gestik og for lidt forløst kunst. Det eretalbum rigt på medfølelse, men også på selvmedlidenhed".