Dette er ikke en roman, ikke engang en antiroman, det er en uroman. Det skal forstås ganske bogstaveligt, når Madsen betegner sit værk således. Bogen er en slags synopsis, bestående af en række billeder eller billedlige situationer, der er opløst i deres bestanddele. Når f. eks. et billede forestiller en voldtægt, sker det på den måde, at fortælleren omhyggeligt registrerer alle bittesmå detaljer: jordbunden, vejret, benenes og armenes bevægelser, åndedrættets heftighed osv. og på denne måde skaber stemning og baggrund for den sjælelige reaktion, der ikke omtales. Det er læseren selv, der efter egen evne skal sammensætte de forskellige lys(t)billeder til en roman, en række noveller eller billeder, det står en frit for. Bogen er således ikke vanskeligere, end den enkelte læser gør den til, dens form er i virkeligheden nok sa »realistisk« som den klassiske romans, selv om den unægteligt stiller krav til læserens medskabende fantasi. Jeg ved ikke, om Madsen også kalder sig selv forudigter, men digter er han nu alligevel.