En smuk og helstøbt lille bog med en melankolsk undertone. Den lille bjørn ser på månen i syv lange år, og ved alt om månen og dens cyklus. Månen er hans bedste ven, men den lille bjørn er også ensom. Med en lasso fanger bjørnen månen, og gemmer den. De andre dyr savner månen, og med Jæger Grøn i spidsen opsøger de bjørnen, og efter diskussion går den lille bjørn med til at dele månen, på nær en dag om måneden. Når det er nymåne er månen hos den lille bjørn, der nu sidder hver nat og tæller dagene til næste nymåne. Smukke farvemættede billeder der veksler mellem det søde, det humoristiske og det sørgmuntre i fin balance. Dyr og mennesker er malet runde og bløde. Teksten er mundret. Parret bag bogen kendes for 2 titler på dansk, men har flere titler bag sig i Tyskland, hvor der også findes puslespil og stofbøger mv. med den lille månebjørn. Bogen vil kunne nydes af børn fra 4 år. Dejlig stemningsfuld forside hvor bjørnen sidder til bords med månen, smuk bagside med bjørnen der rækker efter månen på stige, og præcis kortfattet tekst.