Dette er en rigtig dameroman - i meget positiv forstand. Den har kærligheden, slægtshistorien, det almenmenneskelige, livet der styres af skæbnen, og de fantastiske livshistorier, og den har en besættende historie om mennesker der mister hinanden. Den ender i hvert fald delvist godt, og den er godt skrevet. Altså godt nyt til læsere af Isabel Allende, Marianne Fredriksson, Anne Marie Løn og lignende forfattere. For Gina B. Nahai, som med denne bog udgives på dansk for første gang, er et dejligt nyt bekendtskab. Hun er født i Iran og har iransk kulturel baggrund, bor i USA og skriver på engelsk. I denne bog bruger hun sin viden om Iran som kilde til historien om Roxanna, en fattig ung pige fra den jødiske ghetto i Teheran, som bliver gift med en ung, rig mand, og som forelsker sig i sin svigerfar. I det snævert moralske Iran er det et fejltrin af dimensioner, og hun tager konsekvensen og rejser fra sin mand og lille datter på fem år. Hun lever et temmelig usselt liv i blandt andet Tyrkiet, mens hendes datter sendes på kostskole i USA. Et grundlæggende tema for bogen er eksilet både i det indre og i det ydre, og Nahai er en fremragende skribent. Sproget er blomstrende som de haver, det beskriver, og man får et frodigt og nuanceret indblik i Irans historie og samfundsmønstre igennem dette.