Den tredje 3D-animationsfilm i DreamWorks' helt forrygende Madagascar-serie henvender sig som forgængerne til familiepublikummet og næsten definerer genren. For der er en let handlingslinje, som børn (fra 7 år) forholdsvis let kan følge, og samtidig en syndflod af verbale kaskader og referencer for de voksne, der hellere end gerne ser med.
Alex, Marty, Melman og Gloria (løve, zebra, giraf og flodhest) fra zoologisk have i New York er ved skæbnens ugunst havnet i Afrika. Deres højeste ønske er at komme hjem i trygge omgivelser, og det fører dem på en begivenhedsrig tur med et cirkus gennem Europa, hvor de jages af det franske dyreværn med en effektiv Capitaine Dubois i spidsen. Og hendes mål og drivkraft er at få et løvehoved på sin væg! Madagascar 3 : efterlyst i hele Europa er interessant, fordi formkurven ikke, som det så ofte går med serier, er faldende. Faktisk kan man mene, at dette opus 3 er det mest sprælske. Ikke mindst på grund af Capitaine Dubois, der med fransk accent i strubehovedet og Edith Piaf-sangen "Non, Je ne regrette rien" på læben er en superskurk på linje med Cruella De Vil fra Disneys "Hun og hund imellem", 1961 og 1996.
Så udpræget DreamWorks i design og animation og altså sammenlignelig med andre af mediegigantens serier, der også har millioner af dollars og en god portion talent bag de vildtvoksende løjer. For eksempel Shrek og Kung fu panda.
Madagascar-serien er vaskeægte underholdning på højt plan. Og opus 3 er bestemt ingen undtagelse.