Til oplæsning og efterfølgende dialog med de 4-7-årige børn om livets kredsløb.
Forfatteren og illustratoren Per Gustavssons seneste udgivelser på dansk er hans skæve og anderledes fortællinger om prinser og prinsesser. I denne lidt filosofiske billedbog er handlingen hentet i et hverdagsagtigt barneunivers, hvor barnets fantasi genererer fortællingen. Drengen elsker de lysende gule mælkebøtter, hans far kalder dem ukrudt og vil udrydde dem. Det lykkes drengen at redde tre blomster, han passer dem, de er med i hans leg, og sammen tager de på eventyr. Men mælkebøtters liv er kort, de ældes, men før de dør, har de kaste deres svævende frø, der bliver til nye generationer af mælkebøtter. Faderen opgiver kampen mod ukrudtet, og sammen nyder far og søn haven og mælkebøtterne. Det er en lidt fortænkt historie om livet, døden og nye slægter. Sproget er enkelt, og historien er fortalt fra drengens synsvinkel. Illustrationerne i douce farver benytter skæve vinkler og forskellige formater og beskæringer til at skabe et spændingsfelt i fortællingen.
Bogens illustrationer og solidariteten med barnet ligner svenske Piija Lindenbaums billedbøger. Også hun er både forfatter og illustrator, hvilket ligesom her giver et godt samspil mellem tekst og billeder.
En speciel billedbog, der er svær at få hul på, og som lægger op til samtale og formidling.