Magi på Waverly Place filmen, 2009 er, som titlen udsiger, en filmudgave af tv-serien af samme navn. Den præsenteres som "A Disney Channel original movie", så der er ikke tale om en film, der skal vises i biografer, men om et produkt til Disney-koncernens egen tv-kanal. Filmens og seriens primære målgruppe er store børn eller meget små teenagere, men da der er tale om en familieserie med far, mor og børn henvender produktet sig i princippet også til voksne.
Livet går sin skæve gang hos familien Russo, hvor børnene Justin, Alex og Max bruger og misbruger, leger og fjanter med deres magiske evner. Og da far og mor bestemmer sig for en ferie, som 16-årige Alex finder noget så kikset, får hun ved et uheld forvandlet far og mor, så disse hverken kender hinanden eller vil kendes ved deres tre børn! Og der skal en så stærk magi som "Drømmenes sten" for at ophæve fortryllelsen.
Serien er skabt af forfatteren og produceren Todd J. Greenwald, der også har haft en finger med i spillet, når det gælder Hannah Montana, som er en af Disney-kanalens andre flagskibe. Hermed er genre og toneart angivet, men i bund og grund er det en folkekomedie, som ikke ligger så langt fra danske Far til fire, men som har strøet lidt Harry Potter og Indiana Jones ud over løjerne.
Serien har i USA modtaget en Emmy-pris for værende et unikt børneprogram. Men alligevel fremstår Magi på Waverly Place filmen mest som en meget amerikansk, klichéfyldt konsumvare.