Majaften

Upåvirket af den litterære mode og egentlig mangel på anerkendelse fortsætter dette forfatterskab, der allerede nu i særpræg og intensitet er enestående. Det demonstreres overlegent i disse 10mesternoveller. Tilsyneladende sker der ikke de store ting, og den enkelte historie er meget let at læse trods det sproglige særpræg. Udgangspunktet er en situation, som enhver kender eller kansætte sig ind i, skuffelse, ensomhed, død. Men perspektivet udvider sig, Skov går altid i dybden, og selv i den korteste historie aftegner der sig et helt levnedsløb, der efterlader læseren rystet.Det er sådan, at mindre betydelige digtere skriver om det interessante, mens de mere betydelige skriver om det enkle og elementære. Der er et stort spring fra de modeprægede historiske romaner, dergrasserer for tiden, og til Christian Skovs rene, sikre kunst.

Read the full assessment

Den lavmælte, indadvendte, socialrealistiske stil, som er kendetegnende for CS' tidligere udgivelser, deriblandt hans novellesamlinger Hjemkaldelsen (76), Ved silden (77) og Regnvejrsaften(80), præger også denne lille samling fortællinger om, hvad der uskønt kaldes samfundets randeksistenser. Trods en række velanmeldte værker, har CS aldrig fået tag i et bredere publikum, og detspår jeg heller ikke vil ske med Majaften. Historierne fænger ikke, og temaerne, bl.a. ensomhed og kærlighedsløshed, hvor væsentlige de end er, bliver let fortærskede, hvis de ikke tilføres nyeaspekter - og det sker ikke her. Et ambitiøst forsøg på at beskrive et mindre landbrugs nedtur gennem den let demente fars konfuse tankestrøm er ellers spændende i sit forsøg på at anskueliggøredagligdagens langsomme opløsning. Men historien, "Brocks stald", forliser desværre i sit eget eksperiment og bliver tung og akavet at læse. Generelt er det interessen for den personlige historie ogsproget, der kendetegnerogså disse noveller. Men det er samtidigt også samlingens problem formmæssigt, at forfatteren ofte skifter fortællersynsvinkel -snart alvidende, snart hos vekslendepersoner. Majaften lever altså desværre ikke op til den vellykkede forgænger fra sidste år, romanen Ingers hvide hen.

Read the full assessment