Bogen om de mange års arbejde for Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania kan læses som forberedelse til at blive udsendt som ulandsfrivillig, men også for dem, der holder af at læse om dedikerede personer.
Mama Merete er sygeplejerske og naturlæge. Merete Trolle født i 1946 kom i 1986 til Tanzania for at arbejde som ulandsfrivillig. Her skulle hun lede en mobilklinik og stå for vaccinationsprogrammer. Som kvindegruppekoordinator fik hun mange organisatoriske og praktiske erfaringer, der senere blev til oprettelse af skoler, klinikker, børnehjem og et hospital. Hendes egne børn på 14 år og 11 år flyttede også med. Vi er med hende de mest ydmyge steder både til glade og mere triste situationer som omskæring. Hendes evne for kommunikation og networking skabte respekt både blandt de indfødte og beslutningstagere. Hun blev kendt og anerkendt for sit store arbejde. Bogen er let og læse og fortalt til og skrevet af Peter Riis. Mange fotos. Forordet er af Arne Rolighed.
Der er ikke meget litteratur om ulandsfrivillige. Der kan nævnes: Bistandsfolk de nye missionærer, 2000 som er artikler om emnet og M. Jespersen: En landsby i min baghave, 1997.
Sygeplejerske Merete Trolles fortælling om sine mangeårige oplevelser som ulandsfrivillig i Afrika vidner om et stort engagement om at gøre en forskel. I den letlæste bog kommer man som læser ind under huden på levevilkårene og får indblik i kulturforskellene. Samlet set et udmærket afsæt for dem, der ønsker at gøre det samme.