Mest oplagt for lidt yngre læsere af biografier, som husker rapperen fra hans storhedstid i 1980'erne og 1990'erne. Supplerende materiale til fx en musikopgave om den danske hip hop-kultur.
Manden, der sagde sidst første, men ikke sidste rap, under navnet MC Einar, hedder også Einar Enemark. I samarbejde med journalisten og musikanmelderen Anders Houmøller Thomsen, der bl.a. har skrevet Særling fra verdens ende : samtaler om og med Johnny Madsen, skriver han her en hudløs ærlig personlig historie om livets optur og nedtur for rap-fænomenet MC Einar. Vi kommer bag kulisserne på den danske hip hop- scene, som den starter ud i 1980'erne. Men vi får også en biografisk stærk skildring af et følsomt menneske, født 1965, med en ung mor, som i datidens ånd har sit eget projekt som frigjort kvinde. EE kommer i sit liv som MC Einar både højt op og ligeså langt ned igen. Som stammer søger han tidligt at afhjælpe stammen og generthed med et for stort forbrug af alkohol og andre stoffer. Den sociale deroute kulminerer på Roskildefestivalen 1992, hvor en narkorus for Einar ender i en psykose og indlæggelse på den lukkede psykiatriske afdeling. Men i dag har Einar stadig mod på såvel musikken som livet. I hvert fald ender biografien sådan: "Jeg er lykkeligt levende".
Tilsvarende ærligt fra hip hop-kulturen fx Patient : mit møde med det psykiatriske behandlingssystem Lars Jensen/L:Ron:Harald.
Biografi med en mindre målgruppe blandt musikinteresserede.