Forfatteren har i en årrække været tilknyttet FC Midtjylland og Herning Blue Fox (tidligere Herning Ishockey Klub) som idrætspsykolog, hvor han har arbejdet med både spillere og trænere individuelt og som hold. Han gennemgår i denne bog sine arbejdsmetoder og bagvedliggende teorier og hvordan sportspsykologien - som titlen siger - i visse situationer kan betyde de afgørende marginaler mellem succes og fiasko. Bogen henvender sig først og fremmest til andre idrætspsykologer, men har også budskaber til både trænere og ledere og en del af stoffet kan også anvendes til almen ledelse fx af noget så usportsligt som et bibliotek. Østenkjær skriver i et ligefremt sprog og anvender mange eksempler fra sit virke i Herning, men er ikke bange for også at fremhæve positive og negative eksempler fra andre klubber og direkte kritik af fx nogle af Morten Olsens holdninger som landstræner. Udover målgrupperne er bogen også interessant læsning for sportsinteresserede, der gerne vil vide noget om hvad der sker inde i hovedet på sportsfolk.