Den kritikerroste Marvel 1602 i to bind rummede en temmelig vidtløftig intrige, men bød på fine tegninger af Andy Kubert. Marvel 1602 - den nye verden er en fritstående fortsættelse af den første fortælling og følger nogle af dennes hovedpersoner i en verden, som er blevet ganske uforudsigelig efter den tidligere histories "rift i tiden". Peter Parquagh (Edderkoppen) og David Banner (Hulk) har fået mærkværdige evner, og dinosaurer er blevet et almindeligt syn i den nye verden. Under disse uvante forhold mødes gamle fjender og finder nye løsninger på de gamle konflikter. Skismaet mellem gammelt og nyt, kendt og ukendt, er hovedtemaet i en intrige, der dog primært ønsker at fortælle en underholdende historie - og til det formål er kødædende dinosaurer jo altid en herlig gimmick. Billedsiden er udført i en helt anden streg end billedsiden i den foregående fortælling, men Tocchinis effektive og slagkraftige tegninger og hans fyndige farvelægning formidler indholdet udmærket Blot forekommer det ærgerligt, at en usikker rentegning af albummets midterdel gør det grafiske helhedsindtryk noget ujævnt; men mon ikke de unge og voksne vil bære over med dette lille minus og gå om bord i Greg Paks skipperskrøne fra en særdeles alternativ fortid?.